20 november, 2012

På to år er DRs lønninger steget knap 15% til gennemsnitligt 688.000 kroner (årsregnskab 2011-2012). Alt imens resten af landet har været i finansiel krise med økonomiske nedskæringer og afskedigelser. Ingen vil indrømme (eller kan se), at DR er i samme situation som DSB, Dong og SAS. Hvornår vil politikerne og licensbetalerne vågne op og se det vanvittige i dansk radios og TVs forretningsmodel, og hvor lidt DR leverer til seere og lyttere for disse mange penge?

15 april, 2012

Den danske Præsteforenings formand, Per Bucholdt Andreasen, er enig med biskop Kjeld Holms beslutning om at kirkevie homoseksuelle "som en del af en udvikling". "Det følger med tiden og samfundet, og det må kirken forholde sig til.", siger han.

Virkelig? Nej. Religion skal skabe, påvirke og formulere samfundet. Ikke omvendt.

14 april, 2012

Den økonomiske krises langsomme opløsning af velfærdssamfundet, som danskerne har kendt det siden begyndelsen af det tyvende århundrede, sker med jammer fra fagforeninger, liberale interessegrupper og pressen. Protesterne lyder som om økonomien, som betinger den sociale velfærd, er en eftertanke; at social velfærd er en menneskeret uanset økonomien.

24 februar, 2012

Journalisters hang til metaforisk sprog kan umiddelbart opfattes som smart og moderne. Det er snarere manglende evne til at udtrykke sig klart og præcist, og det er trist, at undervisningsinstitutionernes og mediernes ledere ikke griber ind og retter det.

08 januar, 2012

Danske nyhedsmedier er som opium for folket. De dulmer smerterne, slører virkeligheden, og befordrer drømmene.

05 januar, 2012

Det er forståeligt, at der i Danmark er en vis stolthed over et selvstændigt, demokratisk, og rimeligt succesfuldt land med blot 5,5 millioner mennesker. Levestandarden er høj, og de fleste mennesker har grund til at være glade og lykkelige.

Men det er ikke grund til at tro, at Danmark og danskerne altid og i enhver anledning og enhver situation er bedst. Verdensmestre. Nummer et. Pressen skriver, at briterne "jubler" over en dansk TV film, at en BBC korrespondent er "i svime" over en københavnsk restaurant, og at man i USA er "vilde" med et dansk industriprodukt. Danskere "opdager" eller "opfinder" det ene eller andet - med marginal medvirken.

Det er naivt og dumt. Dansk narcissisme er hysterisk og komisk provinsiel.
Hvornår
- bliver dansk presse voksen?
- vil den vove at lade sig sammenligne med aviser og radio i London, Frankfurt, Zürich, Stockholm, Washington eller New York?
- holder den op med at citere, kopiere og plagiere?
- er leflen for den laveste fællesnævner ikke godt nok?
- vil den have mod til at have sin egen mening?
- vil læserne og lytterne kræve det?
Danmark har i første halvår af 2012 præsidentposten for EU og skal dermed styre Europa igennem den værste økonomiske krise i Europa siden Anden Verdenskrig. En ny, venstreorienteret regering godkendte i november 2011 et finansbudget for 2012 med 4,9% underskud i forhold til bruttonationalproduktet – en forringelse fra 2,7% i 2010 og 3,9% i 2011. En svækkelse af forventningerne til bruttonational-produktet har på førstedagen for præsidentskabet forringet underskudet til 5,5%, 2,5 point under hvad EU tillader. 

Hvilket lederskab!
Meget publicerede hollandske og engelske undersøgelser viser, at danskerne er de lykkeligste mennesker i verden.  Måske skyldes det, med et citat af Søren Kierkegaard, at "så er nok noget, du ikke har forstået."

21 februar, 2011

Ifølge Jyllands-Posten har kun hver femte dansker et retvisende billede af, hvordan Danmarks velstand ser ud i forhold til resten af verden. De øvrige 80 pct. tror, landet er rigere, end det faktisk er. Måske er dette en af grundene til, at danskerne er de lykkeligste mennesker i verden. 

22 december, 2010

Ingen dansk institution nyder DR's luksus at have uændret eller højere, garanteret tilførsel af økonomiske midler til den årlige drift. Med loven om licensbetaling fra alle husstande med radio, fjernsyn eller computer ved DR’s ledelse, at indkomst-budgettet aldrig behøver at blive reduceret, og den kan fortsætte med at bruge pengene, som den lyster. 

Økonomisk ansvarlighed eller økonomisk misbrug?
 

17 december, 2010

"Kunden har altid ret". Ikke i Danmark. Kundeagenter i den private forretnings-sektors servicekontorer har en forunderlig, selvretfærdig indstilling til klage eller kritik overfor deres firma eller produkt. Empati for kundens problem er sjælden.

15 december, 2010

Dansk ungdoms brug – nærmere misbrug – af visse ord i det engelske sprog er skræmmende. Hvad der anses for at være smart, "in" og uskyldig slang taget fra især amerikanske film og musik er i virkeligheden groft, uartigt (husker nogen, hvad det ord betyder?), stærkt frastødende og så vulgært, at engelsksprogede medier kun anvender dem i citat og aldrig staver ordene fuldtud. De trykkes f.eks. som ”f---” eller ”s---”. Lydmedierne sletter ordene.

Ved brugerne af disse ord egentlig, hvad de betyder? Ved de, hvor uacceptabelt og risikabelt det er at anvende ordene i engelsksprogede kredse eller – oh ve, oh ve – i en samling af engelsktalende, professionelle forbindelser?

10 december, 2010

Denmark seen from a foreign land looks but like a grain of sand.
Denmark, as we Danes conceive it, is so big you won’t believe it.
~ Piet Hein

30 november, 2010

Ifølge OECD lå Danmark i 1998 på 6. pladsen på medlemslandenes rangliste over timelønninger og på 8. pladsen over industriproduktion pr. time. Ti år senere – i 2008 – var danske timelønninger de næsthøjeste (kun overgået af Norge) og produktionen var faldet til 13. pladsen.

Hvornår vil det gå op for danskerne, at der må være et rimeligt forhold mellem lønninger og produktion for at forblive konkurrencedygtige på det internationale marked? Hvornår vil danskerne forstå, at den opnåede levestandard og velfærdet iblandt ikke er en menneskeret, og at man i lighed med andre lande må spænde livremmen ind og acceptere lavere lønninger og flere arbejdstimer?

15 november, 2010

Læst i Berlingske Tidende: "Danskerne er de bedste i verden til at blive til grin. ----- Danskere er det folkefærd i verden, der bedst tåler, at andre gør nar af vores opførsel, hvis den vækker opsigt. ----- Vi løber en kæmpe risiko for at blive opfattet som skamløse".

Dette ifølge Aalborg Universitets psykolog og humorforsker Martin Führ på basis af et internationalt forskningsprojekt i 72 lande. Martin Führ behøver kun at betragte sin egen stilling som statsansat og skattebetalt humorforsker for at se det naragtige og skamløse i dette "projekt".

18 september, 2010

Ifølge DRs regnskaber for 2009 var de samlede lønomkostninger for 3.043 fuldtidsansatte 1.830,8 mio. kroner. Det er i gennemsnit lidt mere end 600.000 kr. pr. ansat. Nogle få (direktører) får meget mere, mange flere (rengøringsassistenter og kantinemedarbejdere) får meget mindre. For en organisation, hvis eneste indkomstkilde er en lovpligtig, årlig betaling (licens) fra alle bosat i Danmark, som har en radio, et fjernsyn eller en computer, er det et ubeskriveligt, næsten uanstændigt højt beløb. DR bryster sig med, at organisationen er den eneste danske "brugerbetalte radio/TV station", uden at der dog gives mulighed for ikke at betale licensen (anden end ikke at have radio, TV eller computer). Hvem spørger, om omkostningerne er rimelige?

02 september, 2010

Aldrig, aldrig, aldrig spørge om det nytter; bare, om det er sandt.
~ Kaj Munk

03 august, 2010

Vi er Danmark – vi har skabt vor egen verden.
Den er krummet næsten kloderund og hel.
Vi er Indland. Og der er jo landet Udland.
Men vi er den langt betydeligste del.
~ Piet Hein (Planeten Danmark: En fædrelandssang)