22 december, 2010

Ingen dansk institution nyder DR's luksus at have uændret eller højere, garanteret tilførsel af økonomiske midler til den årlige drift. Med loven om licensbetaling fra alle husstande med radio, fjernsyn eller computer ved DR’s ledelse, at indkomst-budgettet aldrig behøver at blive reduceret, og den kan fortsætte med at bruge pengene, som den lyster. 

Økonomisk ansvarlighed eller økonomisk misbrug?
 

17 december, 2010

"Kunden har altid ret". Ikke i Danmark. Kundeagenter i den private forretnings-sektors servicekontorer har en forunderlig, selvretfærdig indstilling til klage eller kritik overfor deres firma eller produkt. Empati for kundens problem er sjælden.

15 december, 2010

Dansk ungdoms brug – nærmere misbrug – af visse ord i det engelske sprog er skræmmende. Hvad der anses for at være smart, "in" og uskyldig slang taget fra især amerikanske film og musik er i virkeligheden groft, uartigt (husker nogen, hvad det ord betyder?), stærkt frastødende og så vulgært, at engelsksprogede medier kun anvender dem i citat og aldrig staver ordene fuldtud. De trykkes f.eks. som ”f---” eller ”s---”. Lydmedierne sletter ordene.

Ved brugerne af disse ord egentlig, hvad de betyder? Ved de, hvor uacceptabelt og risikabelt det er at anvende ordene i engelsksprogede kredse eller – oh ve, oh ve – i en samling af engelsktalende, professionelle forbindelser?

10 december, 2010

Denmark seen from a foreign land looks but like a grain of sand.
Denmark, as we Danes conceive it, is so big you won’t believe it.
~ Piet Hein

30 november, 2010

Ifølge OECD lå Danmark i 1998 på 6. pladsen på medlemslandenes rangliste over timelønninger og på 8. pladsen over industriproduktion pr. time. Ti år senere – i 2008 – var danske timelønninger de næsthøjeste (kun overgået af Norge) og produktionen var faldet til 13. pladsen.

Hvornår vil det gå op for danskerne, at der må være et rimeligt forhold mellem lønninger og produktion for at forblive konkurrencedygtige på det internationale marked? Hvornår vil danskerne forstå, at den opnåede levestandard og velfærdet iblandt ikke er en menneskeret, og at man i lighed med andre lande må spænde livremmen ind og acceptere lavere lønninger og flere arbejdstimer?

15 november, 2010

Læst i Berlingske Tidende: "Danskerne er de bedste i verden til at blive til grin. ----- Danskere er det folkefærd i verden, der bedst tåler, at andre gør nar af vores opførsel, hvis den vækker opsigt. ----- Vi løber en kæmpe risiko for at blive opfattet som skamløse".

Dette ifølge Aalborg Universitets psykolog og humorforsker Martin Führ på basis af et internationalt forskningsprojekt i 72 lande. Martin Führ behøver kun at betragte sin egen stilling som statsansat og skattebetalt humorforsker for at se det naragtige og skamløse i dette "projekt".

18 september, 2010

Ifølge DRs regnskaber for 2009 var de samlede lønomkostninger for 3.043 fuldtidsansatte 1.830,8 mio. kroner. Det er i gennemsnit lidt mere end 600.000 kr. pr. ansat. Nogle få (direktører) får meget mere, mange flere (rengøringsassistenter og kantinemedarbejdere) får meget mindre. For en organisation, hvis eneste indkomstkilde er en lovpligtig, årlig betaling (licens) fra alle bosat i Danmark, som har en radio, et fjernsyn eller en computer, er det et ubeskriveligt, næsten uanstændigt højt beløb. DR bryster sig med, at organisationen er den eneste danske "brugerbetalte radio/TV station", uden at der dog gives mulighed for ikke at betale licensen (anden end ikke at have radio, TV eller computer). Hvem spørger, om omkostningerne er rimelige?

02 september, 2010

Aldrig, aldrig, aldrig spørge om det nytter; bare, om det er sandt.
~ Kaj Munk

03 august, 2010

Vi er Danmark – vi har skabt vor egen verden.
Den er krummet næsten kloderund og hel.
Vi er Indland. Og der er jo landet Udland.
Men vi er den langt betydeligste del.
~ Piet Hein (Planeten Danmark: En fædrelandssang)